Alle nyheder
8. marts 2018

Pressalit lancerer nyt globalt intranet

Pressalit styrker intern kommunikation og skaber større fællesskabsfølelse og sammenhængskraft med nyt globalt intranet.

Pressalit havde et ønske om at samle hele koncernens medarbejdere i et nyt globalt intranet. Formålet med det nye intranet var at styrke kommunikation, skabe en ”One Company” fællesfølelse og opgradere et forældet intranet.

Derfor var flere afdelinger og personer fra henholdsvis HR, marketing, supply chain, økonomi og IT repræsenteret i processen. En forsamling af personer med forskellige KPI’er, holdninger og prioriteter, men med et fælles mål om at understøtte forretningen med bedre kommunikation og information i form af et nyt globalt intranet.

Projektejerskab fra IT til HR

Projektet startede med flere interessenter, hvorefter IT tog ejerskab på projektforløbet, mens indhold på selve intranettet skulle udarbejdes i de respektive teams og afdelinger. Undervejs i forløbet skiftede ejerskabet hænder, blandt andet på grund af vigtigheden af forankringen i organisationen. Traditionelt har implementering af nye IT-systemer været håndteret i IT-afdelingen, men eftersom det nye intranet er baseret på standard SharePoint og IntraActive funktionalitet, endte IT-afdelingens involvering i projektet med at være på et minimum. Derfor overgik ejerskabet af projektet fra IT til HR.

Forud for lanceringen var der derfor også stor fokus på at præsentere det nye intranet i de enkelte afdelinger og teams, således at der opstod en fælles ejerskabsfølelse for alle i Pressalit; et ønske om at alle i Pressalit tager ejerskab for at bidrage med indhold til intranettet. 

Flere kommunikationskanaler i én platform

Med det nye intranet har Pressalit fået flere kommunikationskanaler, hvor de kan formidle relevante nyheder, information og resultater på tværs af forretningen. Ved at målgruppestyre kommunikation sikrer Pressalit, at medarbejdere kun ser relevant information, når de kigger på intranettet. Det betyder, at medarbejdere udenfor Danmark kan følge med i, hvad der sker på hovedkontoret og samtidig få målrettede lokale nyheder, der har direkte relevans for dem.

Skal omfavne alle i Pressalit

I produktionen anvender Pressalit infoskærme til at sprede budskaber og information til produktionsmedarbejderne, således de også kan følge med i nyheder og hvad der ellers foregår i forretningen.

Én af hovedårsagerne til, at Pressalit valgte IntraActive intranet som deres fremtidige kommunikationsplatform var muligheden for automatisk sprogstyring. Corporate sproget i Pressalit er engelsk, men langt hovedparten af medarbejderne er bosiddende i Danmark. Derfor ønskede Pressalit en platform, hvor hver enkelt medarbejder selv kunne oversætte sproget i den enkelte nyhed eller information.   

”Det nye intranet skal omfavne alle i Pressalit lige fra produktion og hovedkontoret i Danmark til logistik – og salgskontorer i resten af verden” fortæller projektleder Mads Bæk-Jessen. 

Om Pressalit

Pressalit producerer toiletsæder og fleksible bad- og køkkenløsninger til folk med nedsat funktionsevne. I dag er Pressalit en international organisation med egen produktion i Danmark og beskæftiger ca. 300 medarbejdere på verdensplan. Pressalit er repræsenteret på cirka 45 internationale markeder med en eksportandel på over 80%.