17. jul 2020

DLF når verden rundt med nyt intranet

For en global virksomhed som DLF kan det være svært at sikre en fælles kultur og retning på tværs af forretningsområder og lande. Derfor har DLF lanceret et nyt kulturbærende intranet som skal favne alle 2.000 brugere.
DLF

DLF, med hovedkvarter i Roskilde, er en verdensomspændende frøproducent, med datterselskaber i hele verden, fra Uruguay til New Zealand. En sådan størrelse kan gøre det udfordrende at fastholde kulturen på tværs og sikre, at alle går samme vej. Derfor har DLF igangsat en ny strategi, som skal sikre en fælles forståelse for mission og strategi. Som led i denne strategi var det klart, at organisationen måtte have et fælles intranet.

Før havde flere af datterselskaberne deres eget intranet, mens andre slet ikke havde et, men brugte mails eller lignende for at nå ud i organisationen. Brugervenlighed har derfor været et vigtigt krav for projektgruppen, så både dem med større teknologisk erfaring, såvel som dem uden, kan tage den nye platform til sig. IntraActive Intranet har vist sig som den rette platform til formålet. Med stor brug af personalisering og målretning har brugerne fået et DLF intranet, som viser relevante nyheder og information, og som sikrer at alle får en fælles forståelse for forretningen.

Intranetprojektet er forløbet midt i Coronakrisen og med interessenter fra hele verden. På trods af disse udfordringer er det lykkedes at komme i mål inden for den planlagte tid og med de ønskede mål. Processen har endda været så tidseffektiv, at det har skabt plads til yderligere udvikling i projektet.

DLF’s intranet består af 5 overordnede dele: 4 lokale sites til de 4 forskellige verdensdele DLF befinder sig i, samt et 5. samlende corporate intranet. De nyheder, der før blev delt på mail til hver sin lokalitet, kan nu skubbes ud på tværs af landegrænser og tidszoner. For eksempel skriver den globale ledelse tit nyheder som alle kan læse og som er med til at skabe den fælles, organisationskultur som netop var målet med intranettet og deres digitale strategi.

”Vores nye intranet har fået en rigtig god modtagelse hos vores brugere i hele verden. Det har gjort det muligt for os at samle vigtig information og nyheder, som sikrer at alle har en fælles forståelse for DLF’s kultur og strategi.”
Casper Resenbro, Strategy Manager

Om DLF

DLF er en global virksomhed, som forædler, producerer og afsætter frø til landbruget, privat og professionel plænegræs, frø til sukker- og foderroer, og andre afgrøder. DLF har over 2.000 ansatte, fordelt over 20 lande og 16 forskellige datterselskaber.