Power Platform Architect

Brænder du for at omdanne forretningsmæssige behov til innovative IT-løsninger baseret på Microsoft-teknologier? Er du teknisk skarp på Power Platformen med særligt fokus på henholdsvis Power Apps og Power Automate? Og vil du være kollega med de dygtigste og mest udviklingsorienterede arkitekter? Så kan det være dig, som vi mangler til stillingen som Power Platform Architect på vores kontor i København! 

I rollen som Power Platform Architect vil du have base på vores kontor i København, hvor du vil være bindeleddet mellem forretning og teknologi. Du vil indgå i dialogen med kunden for at afklare deres behov og omsætte behovene til specifikke løsninger. Derudover vil du være med til at implementere løsningerne, således at du følger projektet til dørs i samarbejde med dine kollegaer. Ude hos kunden er det din indgående viden om og erfaring med Power Platformen i sin helhed, der trækkes på. Vores kunder forventer en særlig teknisk forståelse, og den forventning er vi altid klar på at leve op til. 

I din rolle vil du være beskæftiget med følgende opgaver:

  • Design af løsninger baseret på Microsoft Power Platform
  • Implementering af løsninger baseret på Power Platformen
  • Have ansvar for, at vi leverer innovative, velfungerende og værdiskabende forretningsløsninger hos ProActives kunder
  • Indgå i en tæt dialog med vores kunder med henblik på at afdække behov, analysere muligheder og foreslå mulige løsninger, der understøtter kundernes forretning.

Dine faglige kompetencer

Der kan være flere indgange til stillingen, men som udgangspunkt forventer vi, at du har:

  • En relevant uddannelsesmæssig baggrund – f.eks. cand.merc.dat, datalog, cand.it, IT-Ingeniør eller lignende
  • Indgående teknisk viden om og erfaring med Microsofts low/no-code teknologier herunder:
    • PowerApps (både Canvas og Model Driven Apps)
    • Power Automate eller Logic Apps
    • Eventuelt andre low code teknologier
  • Viden om og erfaring med konfiguration af Sharepoint
  • Erfaring fra roller såsom udvikler eller arkitekt i en konsulentvirksomhed eller med tilsvarende arbejdsopgaver i en større virksomhed, således at du har stærke evner indenfor at omsætte et forretningsbehov til teknologiske løsninger
  • Det vil desuden være en fordel, såfremt du har erfaring med databaser og i særdeleshed Dataverse.

Det vigtigste er dog, at du har en teknisk interesse for Power Platformen, og at du har lyst til at indgå aktivt i dialogen med kunden. Måske har du en baggrund som udvikler men et ønske om at dække lidt bredere, få mere kundekontakt og i højere grad være med til at definere løsningerne. Måske har du en procesorienteret baggrund og er lynskarp til at overskue komplekse processer samtidigt med, at du har en stor interesse for de nyeste teknologier. Uanset baggrund skal du have lyst til at være med, når vi i samarbejde definerer og implementerer løsninger baseret på Microsoft Flow og PowerApps, som matcher vores kunders behov.

Dine personlige kompetencer

  • Du er selvstændig, initiativrig og værdsætter nye udfordringer
  • Du kan tage ansvar for egne leverancer såvel som projektet samlet set
  • Du har fokus på at levere høj kvalitet og opfylde kundens behov indenfor tidsrammen, og at du formår at holde hovedet koldt, når projektet spidser til
  • Du sætter en dyd i at dele erfaringer og viden med dine kollegaer, og at du trives godt i et lærende miljø, hvor du ser dig selv og dit bidrag som en del af helheden

Om teamet og ProActive

I dit daglige arbejde vil du indgå i et mindre team af kompetente kollegaer, som har lignende kompetencer. Derudover indgår vi i et stærkt fællesskab på tværs af hele ProActive, som består af lignende profiler med stærke kompetencer indenfor Power Platformen. Således er der er rig mulighed for at spare med hinanden, diskutere løsninger, nyheder og best practices samt at inspirere hinanden.

Generelt er ProActive en virksomhed, hvor der ikke er langt fra receptionisten til CEO’en. Vi værner om en kultur, hvor der er højt til loftet, plads til forskelligheder og hvor en uformel omgangstone er i højsædet. Vi går op i at skabe en arbejdsplads, der er stimulerende for vores medarbejdere både på et fagligt og personligt plan, og netop derfor er sparring og interessefællesskaber en naturlig del af vores hverdag. Dette indgår både i udvikling af best practice og i udvikling af løsninger til vores kunder. Du vil derfor hurtigt opdage, at vores værdier ikke bare er noget, vi prædiker, men noget, som vi rent faktisk efterlever!

Ansøgning

Kan du se dig selv i ovenstående stilling? Så send dit CV med det samme til job@proactive.dk og anfør ”Power Platform Architect” i emnefeltet. Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Team Lead Brian Zhang Larsen på telefon 4172 3387