Tilbage

Forretningskonsulent med fokus på Dokumenthåndtering

Med masser af opgaver har vi plads til flere på holdet. Kom og vær med på vores rejse og bliv en del af vores succeser. Vi har gang i mange spændende projekter hos nogle af landets største og mest spændende kunder. Og til det mangler vi dygtige folk, der trives med ansvar, udfordringer, de nyeste teknologier og de bedste kollegaer (hvis de selv skal sige det).

Din rolle

I rollen som Forretningskonsulent med fokus på dokumenthåndtering forventer vi, at du har en stor interesse i at blive stærk til dokumenthåndtering på O365-platformen. Du må meget gerne have stiftet bekendtskab med SharePoint og eller O365, og du må også meget gerne have arbejdet med dokumenthåndtering tidligere. Da vores primære funktion er at være rådgivende og være det med troværdighed, er det for denne stilling ikke nok bare at have interesse for områderne – du skal brænde for at levere gode løsninger til kunderne.

At du skal være kundeorienteret giver næsten sig selv. Det betyder at du tænker kundens forretning, og ikke er bange for at planlægge og afholde workshops, indsamle og opstille krav (ja, vi tænker user stories her). Vi skal nok hjælpe dig med at blive stærk til dette, men du skal selv ville det.

Endelig skal du kunne videreformidle, så det kan forstås af dem, der ikke helt er på dit niveau. Det skal være tydeligt for kunden det pågældende projekt er relevant og bringer værdi for både medarbejderne, processerne og forretningen.

Arbejdsopgaver

Dine opgaver som Forretningskonsulent hos os kan være:

  • Rådgivning om brugen af O365 til dokumenthåndtering i forhold til bl.a.
    - Vidensdeling og kommunikation
    - Procesoptimering
    - Overholdelse af compliance
  • Udarbejdelse af procesanalyse og –design samt business cases
  • Klarlægning af informationsarkitektur, taksonomi, kravsspecifikationer og konfigurationsopgaver
  • Afklaring af rettighedskrav
  • Kortlægning af kundens processer og optegning af roadmaps
  • Facilitering af workshops og risikostyring
  • Generelt foretage behovs- og forretningsanalyser sammen med dine kollegaer
  • Vid og bred rådgivning i SharePoint og Office 365, ligefra informationsarkitektur til compliance-mulighederne

Din baggrund

Som det nok fremgår, så forventer vi, at du har nogen erfaring med Dokumenthåndtering eller SharePoint/O365, helst fra en rådgivende rolle - måske som konsulent fra et andet konsulenthus eller fra en intern konsulentlignende stilling i en større virksomhed.

Et ekstra plus vil være, hvis du har arbejdet i eller med regulerede brancher f.eks. det offentlige eller i medicinalbranchen.

Sidst men ikke mindst ser vi gerne, at du har en længerevarende uddannelse som f.eks. ingeniør, datalog, cand.merc.dat eller en uddannelse fra Det Informationsvidenskabelige Akademi, da vi mener, det er et godt udgangspunkt for metodisk og analytisk opmærksomhed.

Din personlighed

Som Forretningskonsulent udviser du tålmodighed og professionalisme, når du skal sætte dig ind i kundernes forretning og lytte til deres udfordringer. Du er samtidig komfortabel med at gå forrest, tage initiativ og ansvar. Og du vil til enhver tid fokusere på at levere højeste kvalitet og til tiden. Folk har let ved at have tillid til dig, og din troværdighed er ikke til salg.

Dit team

Du bliver en del af et nystartet team, hvor vi har vidt forskellige baggrunde, men er fælles om en ambition: ”Thinking Your Business”. Vi er et team, der reelt er en konsolidering af erfarne ansatte, som har arbejdet med området i mange år, men da vi nu har valgt at skille det ud som sit eget team, får du stor mulighed for at være med til at bygge vores løsningsområder op. Samlet er du ved at være i ProActive en del af Danmarks største team indenfor O365, og vi mener det virkelig, når vi siger TEAM; der er altid en hjælpende hånd klar til at bakke dig op, når du har brug for det, både fagligt og personligt. Sammen udfordrer vi kunderne og hinanden, og skaber innovative løsninger hos nogle af Danmarks største og mest spændende virksomheder.

Ansøgning

Kan du genkende dig selv i ovenstående? Og mener du, at du kan gøre en forskel hos ProActive, så send din ansøgning og CV til job@proactive.dk og notér "Kandidat - Forretningskonsulent m. fokus på Dokumenthåndtering" i emnefeltet.

Hvis du ønsker yderligere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte Principal Business Consultant Thomas Palsbjørn-Pedersen.