Tilbage

Bring Your Own Business Intelligence

Del 1: Introduktion

En af de hotteste trends indenfor Business Intelligence i 2017 var/er demokratisering af data, dvs. data til alle som i ALLE, hvilket er i god tråd med organisationernes stigende ønsker om at blive data-drevne.

I denne blogserie - Bring Your Own Business Intelligence - vil jeg udfordre, hvordan jeg mener organisationerne kan gøre denne trend til virkelighed.

Jeg købte for nylig en bog med den lovende titel ”Winning With Data”. Bogen er i øvrigt anbefalesesværdig, og det interessante ved bogen er, at den handler lige så meget om kultur og mennesker som om SQL, analytics og data.  Så måske burde bogen i stedet have haft titlen ”Winning With People”. Godt nok klinger det lidt mere af en HR bestseller, men faktum er, at vi vinder kun med data såfremt vi får menneskene, kulturen og organisationerne med, og det er hvad demokratisering af data i sin reneste form går ud på.

Menneske-drevet, ikke data-drevet

Og når vi nu er ved det med ord, så bryder jeg mig egentlig ikke om ”ordet” data-drevet. Siden hvornår har vi troet, at data kan drive noget som helst? For indtil robotterne kommer og tager over, så er organisationerne drevet af mennesker. Det er menneskene, der driver beslutningerne. Det er menneskene, der får idéerne. Det er menneskene, der er nysgerrige og driver innovationen. Det er menneskene, der driver kulturen og det sociale samvær, og jeg kunne blive ved. Så vi er altså menneske-drevet og ikke data-drevet, og det bliver vi forhåbentligt ved med. Okay, jeg forstår præmissen for ordet data-drevet, men glem ikke at data i sig selv er fuldstændig ligegyldigt, såfremt vi ikke tillægger det nogle spørgsmål, hypoteser, indsigter og handlinger.

Alle skal have data først

Data, informationer, KPI’er, scorecards, rekommenderings-algoritmer, digitale vagthunde og jeg skal gi’ dig skal jeg, er perfekte inputs til den lærende og udviklende organisation, men det er inputs, der skal forstås og implementeres korrekt for at give værdi. Det er inputs, der skal være tilgængelige for alle i hele organisationen – ja, så bliver vi drevet af data gennem mennesker. Men hvad er det så, der er problemet?

Alle har ikke adgang til data. Alle forstår sig ikke på at bruge data. Alle ved ikke, hvordan de skal handle ud fra data, men alle råber efter data. Dog ved vi godt, hvem der i sidste ende kommer i første række, når landets BI-afdelinger, analytikere og controllere skal på arbejde. Det er C-level i organisationerne, der også skriger efter data og inputs til deres PowerPoints, og når de skriger, så løber vi efter deres skrig og så kommer alle vi andre i anden række, og må væbne os med tålmodighed i køen til data, sammen med alle de andre, som i øvrigt har stået i den kø i lang tid. For vi skal jo også lige igennem change boards, styregrupper, release cyklusser og andet governance, før det bestilte data bliver tilgængeligt.

Og selvfølgelig skal C-level have data først, men alle skal da have data først. For når vi får adgang til data, begynder vi at stille spørgsmål og bliver nysgerrige på, hvordan vi kan forbedre, minimere, forandre, eller hvordan vi kan gøre virksomheden til en bedre udgave af sig selv. Og det er derfor vi skal arbejde lidt med den her sætning Bring Your Own Business Intelligence.

I næste del af blogserien vil jeg komme nærmere ind på hvilke konkrete tiltag, du kan sætte i værk for få data øverst på dagsorden i din organisation.