Tilbage

7 faldgruber i Data Warehouse - del 7

Undgå problemerne og bliv en vinder. Dette er den sidste af i alt 7 artikler om de 7 faldgruber, som BI Architect Brian Bønk Rueløkke gennem tiden er stødt på i sit arbejde med Data Warehouse.

3 metoder til at undgå problemerne

Der skal ikke være nogen tvivl om at de foregående indlæg er mere eller mindre karrikeret. Jeg håber inderligt ikke, at der er nogen, der oplever alle de foregående beskrevne elementer. Jeg tror dog at alle på et eller andet niveau har oplevet dele eller mindre afarter af elementerne.

I så fald kommer her 3 bud på at komme uden om problemerne.

1 - Start småt og byg på løbende

Der er ingen der endnu er kommet godt i mål med at forsøge at løse alle problemerne i samme proces. Det er en forkert vej at gå, ved at tro at verden står så stille at man kan udvikle et Data Warehouse ud fra en fast defineret projektplan, kravsliste eller målsætning.

Ved at starte småt og derefter tilføje værdi stille og roligt (evt. til enkelte afdelinger), kommer udfordringerne tidligt og småt og i en størrelse der gør at de kan håndteres uden brug af unødige ressourcetræk på teamet bag Data Warehouse.

Vind småt med tit og organisationen vil se fordelene hurtigere.

2 - Brug eksisterende leverandører

Ved at bygge den mest tilpassede løsning, bruger man også meget energi. Det er ofte tilfældet at eksisterende 3. parts leverandører kan hjælpe med forretningslogik, udtræksformater og opmærksomhedspunkter omkring data, som man ikke selv kan se, ved eller på anden måde kan forudsige. Det er trods alt dem der har bygget systemerne, og kender udfordringerne. Og tro mig, der er kendte udfordringer ved alle systemer - om man vil erkende det offentligt eller ej ;).

3 - Det er en proces, ikke et projekt

Det er ofte en stor misforståelse at lave et projekt ud af et Data Warehouse. Det er ikke noget der bør have en slutdato, og det er jo definitionen på et projekt. Et projekt har en start og en slutdato. Et Data Warehouse derimod, bør være en fortløbende værdiskabende proces, der hele tiden tilføjer ny viden, mere værdi og bredere og dybere indsigt i forretningen for at kunne være mere datadrevet og beslutningsstærke.

Ved at få dem med pengepungen til at forstå denne præmis, er en Data Warehouse proces allerede godt fra start.

Fordelene ved et Data Warehouse uden alle udfordringerne

Det er utopi at tro at et Data Warehouse ikke har problemer en gang imellem. Men mange af udfordringerne og problemstillingerne mange står over for, kan undgås.

Når et Data Warehouse hurtigt begynder at levere indsigt og data (troværdigt), vil organisationen også begynde selv at tænke over nye muligheder med data. Og det er vigtigt at man ikke hviler på successen og tror alt er godt. Selvfølgelig skal successer fejres, men det er også vigtigt at blive ved med at levere kvalitet, rettidighed og værdi til organisationen.

Hvis man ikke gør det, så ender man med en tom liste af kommende opgaver. Og det er trods alt bedre at have for meget at lave, end slet ingen ting.

Afsluttende bemærkninger

Jeg har forsøgt i bredest mulig omfang ikke at tale for meget teknik i denne følgeton. Teknikken er sekundær hvis man ikke har underlaget og opbakningen på plads fra organisationen. Så længe man hele tiden arbejder mod det rigtige og aftalte mål, så skal man nok komme derhen. Uanset hvor teknisk dygtige teamet er til at udføre opgaverne. Så lærer de sikkert også noget på vejen der hen.