Alle nyheder
4. september 2013

Rema 1000 styrker vidensdeling med ny multiportal på SharePoint

REMA 1000 effektiviserer kommunikation og vidensdeling med ny SharePoint-baseret multiportalløsning til medarbejdere, butikker, leverandører og partnere.

REMA 1000 (Reitan Distribution) er en del af Reitan-gruppen og er landsdækkende discountkæde med fokus på kvalitet til lave priser med mere end 230 butikker, som omsætter for mere end 7 mia. kr.

Kædens butikker er drevet efter en franchisemodel med selvstændige, lokalkendte købmænd i spidsen for den enkelte butik. Reitan Distribution forsyner dagligt varer til blandt andre 7-eleven, Q8, Statoil og Løvbjerg.

REMA 1000 idriftsætter nu en stor samlet multiportal platform, der både skal understøtte vidensdeling og samarbejde mellem administrative medarbejdere på kontorerne, men som tillige skal være med til at forbedre kommunikationen til medarbejderne ude i butikkerne og samarbejdet med leverandører og partnere.

Således består den nye SharePoint-baserede multiportal platform af hele 4 portaler; et intranet, en butiksportal, en leverandørportal og en partnerportal.

Integration mellem portalerne styrker vidensdeling

Intranettet er integreret med de øvrige portaler således, at interne medarbejdere nemt kan tilgå de forskellige portaler. Bl.a. er det muligt for interne medarbejdere at publicere nyheder til alle butikker direkte fra intranettet. Det er også muligt for alle medarbejdere at se butikkernes daglige omsætningstal.

Leverandørportalen og partnerportalen er omvendt integreret med intranetportalen således, at leverandører og partnere tillige kan få præsenteret omsætningstal og salgsrapporter på en overskuelig måde.

Bedre service til butikkerne

Via den nye butiksportal kan medarbejderne ude i butikkerne til enhver tid hurtigt få adgang til relevant information. Informationerne sendes automatisk ud til den enkelte købmands eget butikssite, som styres centralt fra hovedkontoret. Nyheder publiceres ligeledes fra centralt hold, så købmændene løbende modtager information om nye tiltag.

Bedre vidensdeling og interaktion butikkerne imellem

Med muligheden for et fælles diskussions- og inspirationsforum kan butikkerne dele viden og erfaringer med hinanden, hvor de kan stille spørgsmål eller komme med gode ideer til andre købmænd. På den måde kan købmændene dele viden med hinanden og drage nytte af hinandens erfaringer.

Effektiv drift og høje vækstambitioner

Med den nye multiportal platform er REMA 1000 på vej mod et højere service- og informationsniveau på tværs af medarbejdere i administrationen, købmænd ude i butikkerne og eksterne leverandører samt øvrige partnere. Viden og information vil hermed nemt og hurtigt kunne deles på tværs af portalerne, og på den måde optimere en lang række arbejdsprocesser. Dette skal hjælpe REMA 1000 med at drive forretningen langt mere effektivt og sikrer, at de fortsat høje vækstambitioner er understøttet af en skalerbar og fleksibel informationsplatform.

Om samarbejdet med ProActive, udtaler IT-chef Lars Ruben Hansen fra REMA 1000: ” ProActive har med deres store viden indenfor SharePoint været en stærk samarbejdspartner, som fra start til slut har ydet en god og kompetent rådgivning, og har i tæt samarbejde med os, hjulpet med at udvikle en ambitiøs portalløsning, som vil gøre det muligt for os at drive vores forretning mere effektivt fremadrettet.”.

For yderligere information kontakt IT-chef Lars Ruben Hansen, Rema 1000 eller ProActive.