Alle nyheder
28. april 2014

Kopenhagen Fur opnår høj fleksibilitet og sikker drift i skyen

Øget stabilitet på drift og høj fleksibilitet på skalering er hvad Kopenhagen Fur opnår ved at lægge en webapplikation ud i skyen på en Windows Azure platform.

Det er blevet meget nemmere og fleksibelt for Kopenhagen Fur at op- og nedjustere serverkapaciteten på en webapplikation, som viser priserne på skind på TV-skærme under pelsauktionerne. Samtidig er latency (dataforsinkelse) ved opdatering af priser nedbragt til et sekund, således at priserne nu vises et sekund efter, at de har ændret sig. 

Hvordan går det til? I stedet for at få webapplikationen hostet i et lokalt datacenter, har man valgt at lægge webapplikationen ud i skyen på en Windows Azure platform i Microsofts datacenter. 

Nedbrud ved høj belastning

Når Kopenhagen Fur holder deres ugelange pelsauktioner, hvor der kommer pelshandlere fra hele verden, er der en webapplikation, der hele tiden viser salgspriserne på de forskellige skind på en webside, der tidligere blev opdateret hvert 20. sekund. 

Når der er mange samtidige brugere på, bliver der genereret en enorm mængde forespørgsler og trafik både på webserveren og i databasen. Det kunne den hidtidige infrastruktur ikke holde til; serveren gik simpelt hen ned. Og ikke nok med det, data kunne være 5-6 minutter om at nå fra auktionshallen ud til browseren grundet caching, flere servicelag mv. 

Opdaterede priser 1 sekund efter hammerslag

I den nye løsning er datakommunikationen vendt på hovedet, således at det er serveren, der sender beskeder ud til webbrowseren, når der er nye data. Derudover er en ny teknologi (SignalR) taget i anvendelse, der sørger for, at der ingen overflødig trafik eller ressourcespild er, som det var tilfældet i den gamle løsning. Alt sammen medfører, at priserne bliver vist i browseren et sekund efter hammerslag.

Høj fleksibilitet ved skalering

ProActive har hjulpet Kopenhagen Fur med at flytte applikationen op i skyen og ud på en Windows Azure platform. Herved har Kopenhagen Fur fået mulighed for at op- og nedskalere antallet af servere efter behov, således at der er tre gange så høj kapacitet om dagen end om natten i løbet af auktionsugen. Resten af tiden er løsningen helt ”slukket” så at sige.