Alle nyheder
24. november 2016

ProActive skal flytte HJV.DK i skyen

ProActive har vundet opgaven at flytte Hjemmeværnets webportal i skyen på en Microsoft Azure platform.

I de kommende fire år skal ProActive stå for support, vedligeholdelse, drift og videreudvikling af Hjemmeværnets webportal HJV.DK. Det står klart efter at ProActive har vundet EU udbuddet for at varetage support, vedligeholdelse, drift og videreudvikling af HJV.DK de næste fire år. Kontrakten er nu underskrevet, og i går den 23. november bød Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler officielt ProActive velkommen til de næste fire år med udviklingsansvaret for HJV.DK

ProActive har som bekendt også stået for udviklingen af det nuværende HJV.DK og fortsætter således som Hjemmeværnets hovedleverandør for videreudviklingen af webportalen de næste fire år med mulighed for forlængelse i yderligere to år.

Læs også: ProActive afleverer løsning til 50.000 medlemmer af Hjemmeværnet

I sin tale udtrykte Chefen for Hjemmeværnet glæde over at fortsætte samarbejdet med ProActive.

"Jeg er glad for, at I, i dette EU-udbud for 'Support, drift, vedligehold og videreudvikling af HJV.DK', afleverede 'Det økonomisk mest fordelagtige tilbud', som det hedder i udbudssproget og derfor er tildelt kontrakten. Jeg er også glad for, at I har taget Microsoft med som underleverandør for at sikre de helt rigtige kompetencer, når vi nu flytter HJV.DK ud i 'Skyen'”, sagde Finn Winkler.

HJV.DK

Den rigtige platform for digital udvikling

I sin tale fortalte Finn Winkler også, at den indledende opgave med udviklingen af HJV.DK har krævet en stor indsats for ProActive at løse.

"Det første halve år efter systemet var sat i drift bød også på en del udfordringer, men efter at vores frivillige er blevet fortrolige med systemet, og efter vi sammen har fået lavet en masse forbedringer, kan jeg nu mærke en meget større tilfredshed med systemet, og jeg tror nu på, at vi har den rigtige platform for en fortsat digital udvikling i Hjemmeværnet", sagde Finn Winkler.

Læs også: HJV.DK version 2 består vigtig test

Også ProActive sætter pris på den nye aftale og ser frem til videreudviklingen af HJV.DK.

"Vi er utroligt glade for at have genvundet udbuddet. Vi sætter stor pris på samarbejdet med Hjemmeværnet og synes, det er et spændende projekt, og vi glæder os til at fortsætte med at udvikle HJV.DK", siger Gorm Priem, direktør og partner i ProActive.

Større fleksibilitet med Microsoft Azure

Den første opgave består i at flytte HJV.DK fra en on-premise platform hos CSC til Microsoft Azure, så Hjemmeværnet på sigt kommer til at nyde godt af fordelene ved drift i skyen, herunder større fleksibilitet og besparelser på driftsudgifter.

"Fra dag 1 vil brugerne ikke mærke en forskel, men på længere sigt - over de første tre måneder- flytter vi driften fra CSC til Microsoft Azure, og det vil give en større fleksibilitet i brugen af HJV.DK, som brugerne vil mærke henover de næste 1-2 år. Desuden vil vi udvikle og forbedre HJV.DK", fortæller Gorm Priem.