Alle nyheder
1. juni 2015

Femern styrker intern kommunikation med nyt intranet

ProActive har leveret et nyt intranet til Femern A/S, der skal sikre effektiv intern kommunikation.

Femern-tunnelen bygges ikke kun med beton og stål. Bag byggeriet står en videnstung organisation, som skal operere i to lande og på mange sprog. Arbejdet med verdens største sænketunnel er en kompleks logistisk opgave, der kræver en robust intern kommunikation.

Derfor er der brug for en moderne kommunikationsplatform, der sikrer, at alle medarbejdere i Femern A/S til enhver tid kan få adgang til den information, de har brug for. Også når de arbejder syv kilometer ude på Femern Bælt.

Nordeuropas største infrastrukturprojekt kræver effektiv kommunikation

Femern A/S forventer, at byggeriet af tunnelen for alvor vil tage fart i løbet af 2016, og overgangen fra projekteringsfase til anlægsfase vil skærpe behovet for en effektiv, intern kommunikation.

"Vi har brug for en stærk platform, der sikrer at den interne kommunikation fungerer optimalt 24 timer i døgnet. Vi har mange medarbejdere, der kommer til at arbejde døgnet rundt på land og til søs, og det er helt afgørende, at den interne kommunikation er stabil og effektiv, uanset hvor vores ansatte befinder sig,” siger Ajs Dam, kommunikationsdirektør i Femern A/S.

Femern-tunnelen er Nordeuropas største infrastrukturprojekt, og betydningen af en central informationskanal til medarbejderne stiger i takt med, at selskabet vokser i størrelse og spreder sig geografisk.

Fokus på relevans, personalisering og interaktion

Femern har først og fremmest behov for et intranet til at kunne publicere og målrette aktuelle interne nyheder effektivt. Derfor er intranetløsningen langt hen ad vejen bygget med nøglekomponenterne i ProActives standard SharePoint intranetprodukt IntraActive, herunder i særdeleshed nyhedsapp’en, som er med til at sikre, at den enkelte medarbejder primært ser de nyheder og meddelelser, som er relevante for ham/hende.

Femern ønsker også at have et levende interaktivt intranet, hvor medarbejderne bidrager til en aktiv dialog. Derfor har alle brugere mulighed for at "synes godt om" eller kommentere på nyheder og andre aktuelle indlæg. 

Desuden har der også været fokus på ejerskab for indhold for at sikre at intranettets indhold til stadighed er relevant og pålideligt, hvilket netop var en fornemmelse man generelt havde mistet på det gamle intranet. Således har det nye intranet fået tilføjet endnu en funktion, der minder indholdsejere om at de skal opdatere indholdet.