Tilbage

Information Management Consultant

Er du nyuddannet metadatanørd og brænder du for arbejdet med strukturering af information og brugernes anvendelse af systemer? Så kan det være dig vi brug for dig til vores Information Management Team på vores kontor i København.

Vores Consulting-afdeling er i vækst og de teknologiske muligheder, som vores kunder står over for er i eksplosiv udvikling. Derfor søger vi endnu en dygtig forretningskonsulent til vores team, som sammen med os kan udleve vores mission ”Thinking Your Business”.

Du vil i ProActive blive en del af et erfarent og fagligt stærkt team, hvor vi sammen vil finde niveauet for din involvering direkte hos kunderne. Det betyder konkret, at vi vil klæde dig på til, at du over tid selv vil kunne drive vores engagementer hos kunderne, men at du samtidig vil være en del af et team, som sikrer fælles fremdrift.

ProActives forretningskonsulenter er spydspidsen i den rejse vi fører vores kunder igennem, fra formulering af visionen - til forandringen hos kunden er gennemført. I ProActive er vi bredt sammensat af forskellige profiler med mange spidskompetencer, men det der binder os sammen er fælles ambitioner om at løfte kundernes forretning, og at være de ypperste konsulenter på markedet. Omgangstonen er uformel, det faglige niveau er højt og vi er hinandens sparringspartnere og inspirationskilder på daglig basis. Sammen udfordrer vi kunderne og hinanden og vi skaber innovative løsninger hos nogle af Danmarks største og mest spændende virksomheder.

ProActives forretningskonsulenter rådgiver blandt andet om vidensdeling, procesoptimering, samarbejde og enterprise social networking, kommunikation, adoption med meget mere. På tværs af projekterne udfører vi opgaver såsom afdækning af vision, behovs- og forretningsanalyse, business cases, procesanalyse, informationsarkitektur, uddannelse og organisatorisk implementering.

Dine arbejdsopgaver

Arbejdsopgaverne for teamet består primært i implementering af dokumenthåndteringssystemer, herunder:

  • Opbygning af taksonomier, bl.a. med understøttelse af søgemotorer
  • Opsætning af søgemotor (søgeindex og forespørgselsregler mm.)
  • Konfigurering af systemer
  • Strukturmodellering
  • Aflevering til Rigsarkivet (herunder godkendelse)
  • Juridisk afklaring og rådgivning til kunderne vedr. overholdelse af diverse compliance regler og lovgivning.

Vores forventning er at du i første omgang arbejder med de dokumentations- og afklaringsorienterede opgaver, og vil blive støttet i kundemøder af erfarne konsulenter. Det betyder at du skal have en vis interesse i at arbejde med og modellere det abstrakte på dokumentationsniveau med god støtte, men også at du skal arbejde med den tekniske opsætning og konfiguration.

Dine kompetencer og baggrund

Der er mange indgange til at blive forretningskonsulent hos os. VI forestiller os dog at du er nyuddannet fra Det Informationsvidenskabelige Akademi eller IT Universitetet – eller har anden lignende faglig profil.

Dine faglige kompetencer, og ikke mindst interesseområder, ligger indenfor:

  • Analyse af eksisterende data
  • Strukturering og datamodellering
  • Dataklassificering
  • Søgning
  • Konfigurering og opsætning af systemer
  • Interesse i underviser-/trænerrollen

Da vi søger en graduate eller nyuddannet med begrænset erfaring, forventer vi ikke at du er ekspert i ovenstående områder, men vi forventer at du har en vis faglig ballast med fra dit studie og eventuelle studiejobs, og ikke mindst interesse i at blive stærk på disse områder.

Personlige kompetencer

Vores forretningskonsulenter er kendetegnet ved at være drevet af en oprigtig nysgerrighed efter at forstå kundens forretning og udfordringer, så de kan hjælpe hvor det er nødvendigt.

Samtidig er en forretningskonsulent hos os struktureret og evner at holde fokus på opgaverne, selv når der er mange abstrakte faktorer i spil, eller når kundens forretning og forståelse ændrer sig undervejs i projektet. Dette betyder også, at du skal være bevidst om altid at levere høj kvalitet og værdi – og vigtigst af alt, at du forstår vigtigheden af integritet og troværdighed.

Samarbejde er en hjørnesten hos os i ProActive – vores mission er ”Thinking Your Business” og vores fokus er altid på at samarbejde med kunderne, men også på at give dem relevant rådgivning. Derudover fokuserer vi i meget høj grad på at anvende hinandens komptencer og give hinanden løbende feedback – både ros og konstruktiv kritik. Dette betyder, at du skal være god til at samarbejde, og tage det som en positiv oplevelse når dine kolleger giver dig feedback, ligesom det forventes at du selv bringer din viden i spil internt og eksternt.

Du skal være i stand til hurtigt at kunne sætte dig ind i nye processer og forstå dem i en forretningsmæssig sammenhæng, og på baggrund af dette, udarbejde relevant rådgivning for kunden.

Vi forventer samtidig, at du er i stand til at tage ansvar for opgaverne, og selv tager initiativ til at videreudvikle både dig selv og kvaliteten/formen på kundearbejdet. Du skal derfor være åben og have gåpåmod mht. at sætte dig ind i nye områder og videreudvikle dig selv indenfor disse.

Hvad kan vi tilbyde dig?

Hos ProActive bliver du en del af en virksomhed, hvor der ikke er langt fra receptionisten til CEO’en. Vi værner om en kultur hvor der er højt til loftet, plads til forskelligheder og hvor en uformel omgangstone er i højsædet. Vi er en virksomhed med fokus på faglig og personlig udvikling, så sparring og interessefællesskaber er en naturlig del af vores hverdag – dette indgår både i udvikling af best practice og i udvikling af løsninger til vores kunder. Du vil derfor hurtigt opdage at vores værdier ikke bare er noget vi prædiker, men noget som vi rent faktisk efterlever!

Ansøgning

Kan du genkende dig selv i ovenstående?

Og mener du, at du kan gøre en forskel hos ProActive, så send din ansøgning og CV med emnet ”Kandidat – Information Managementkonsulent” til job@proactive.dk.

Hvis du ønsker yderligere information om stillingen, er du velkommen til at kontakte Christian Duus-Lund.