Tilbage

OneNote: optagelse af lyd og video

Vil du spare dig selv for en masse bekymringer og tid? Så brug den indbyggede lyd- og videooptager i OneNote.

Scenarie

Som studerende vil du med stor sandsynlighed kunne nikke genkendende til følgende scenarie: Du skal i forbindelse med en opgave indsamle empiri, og du har derfor sat en interviewaftale op med den helt rigtige ekspert på området. Du drager afsted med spørgelyst, en smartphone til at optage interviewet og en pc eller en blok til at skrive noter på. Det gode humør kan dog hurtigt forsvinde, når du et par dage senere skal til at analysere interviewet til din opgave - du har skrevet en lang række vigtige ting, du skal være opmærksom på, men det er en større opgave at finde hoved og hale i det timelange interview. Du må derfor bladre frem og tilbage i lydfilen for at finde lige præcis de citater, der matcher dine noter. Dette kan være en længere proces, og det tidligere gode humør daler. Det er der heldigvis en løsning på.

Løsning

OneNote har svaret på dine bekymringer. Notesbogen giver dig ét sted til at samle både interviewoptagelsen og dine noter - og sammenkobler disse, hvad enten du vil optage lyd eller video. Ved at bruge mikrofonen i din computer, eller en ekstern mikrofon koblet til computeren, optager OneNote dit interview mens du skriver noter. OneNote linker automatisk dine noter til det sted i lydoptagelsen, hvor de er blevet skrevet, så du altid kan finde den korrekte lydbid, med lige præcis det citat du skal bruge i din opgave.

Det samme gør sig gældende, hvis du med et webcam vil optage et interview eller en forelæsning og tage noter samtidig. Her vil der ligeledes være et afspilningsikon til venstre for dine noter, der åbner og afspiller det sted i videooptagelsen, hvor din note er skrevet.
 
Både lyd- og videofilerne ligger gemt i din OneNote, hvorfra du altid kan afspille, eksportere og dele med din studiegruppe eller vejleder.
 
Når du to måneder senere, sidder og forbereder dig til en eksamen, er overblikket, du tidligere havde, forsvundet. Ved at bruge søgefunktionen i OneNote finder du hurtigt frem til den rigtige noteside, og da du har optaget dit interview i OneNote, er det eneste du skal gøre, at klikke på afspilningsikonet ud for din note, for at få lige præcis det citat, du har behov for at finde.
 
Med andre ord vil du ved at bruge den indbyggede optager til lyd og video i OneNote, spare dig selv for en masse bekymringer og tid, da det hele er samlet og sammenkædet for dig.
 
Se videoen her, for en vejledning til præcis, hvordan du sætter en lydoptagelse med noter op i OneNote. For at få video med, er det bare om at vælge "Optag video" i stedet.